søndag den 1. januar 2017



Is was 50 years ago today!
- Sgt. Pepper 50 år

Jeg kan tydeligt huske det sene forår 1967.
Jeg var 13 år, og Beatles-fan til op over begge ører. Jeg levede mit liv med deres musik.
Dagens omdrejningspunkt indtraf kl 15.20 på hverdage. ”Efter skoletid” med Mylius eller Hans Jørgen Skov og kl. 16.00 på søndage, hvor Mylius diskede op med Top 20. 
Jeg noterede for en sikkerheds skyld listerne. Jeg har dem endnu..

Det var længe siden 'Revolver' var udkommet og The Beatles spillede ikke længere koncerter. Jeg var oprigtigt nervøs for om de var gået helt i opløsning. 
Men søgte – og fik – trøst i BEAT, BØRGE og VI UNGE, som fortalte at gruppen var i studiet med et nyt album. Et koncept-album.
De var studiet ikke bare i flere uger, nej i flere måneder.
Jeg fattede faktisk ikke rigtig noget. Jeg forstod ikke hvad et koncept-album var, mine forældre trak på skuldrene og Torben og Flemming fra klassen kunne heller ikke hjælpe.
Og jeg fattede da slet ikke at The Beatles var i studiet i så lang tid.
Jeg vidste jo at 'Please please me' var indspillet på cirka én dag.
Og jeg gættede at det nye album ligeledes ville spille de der ca små 40 minutter.
Så hvad gik al den tid dog med?

Senere kom jeg til at forstå meget mere. Og jeg vender tilbage til de mange studiedage senere her i blog'en.
af Per Wium, musikjournalist

Købt, men ikke solgt..

Kort efter udgivelses-datoen 1. juni 1967 var albummet købt.
Men jeg var ikke solgt. I hvert fald ikke i første omgang.
Hvis ”koncept” betød noget med sammenhæng og med en ”rød tråd”, så forstod jeg ikke hvad ”When I'm 64”, ”Within You Without You” og ”Good morning good morning” lavede på samme album.
Mange år senere fik jeg bekræftet mit forbehold overfor dét med ”koncept”. 
Producer, George Martin, sagde i et interview at ”..hvis man lytter til de enkelte sange på ”Pepper” så har de ingen relation til hinanden..”.
Pyhha....

Sange(!) som ”She's leaving home”, ”A day in the life” og netop ”Within You Without You” var sikkert interessante. Jeg kunne bare ikke helt greje dem. I hvert fald ikke ved de tidlige lytninger.
Jeg kunne klart bedst lide Pauls ”Lovely Rita” og lige efter den ”Getting better”. Dejlige, melodiske og slagkraftige sange.
Jeg var så begejstret for ”Lovely Rita” at jeg cyklede ind til forlaget WH's Aarhus-afdeling og købte enkelt-noden til sangen.
Jeg havde ”gået til spil” og var rimelig fortrolig med noder og med becifringer.
Hmmm – det lød slet ikke som på pladen, når jeg spillede det på klaver.
Og det var ikke kun pga. instrumentet. Der var flere steder noget galt med akkorderne. Eller var det mig??

Senere kunne jeg konstatere at det faktisk IKKE var mig og min opfattelse af ”Lovely Rita”, der var noget galt med.
Noder til popsange i 60'erne var ikke gode. Jeg har forlagene mistænkt for at sætte ”spille-frøkner” med Mozart som det eneste i bagagen til at lytte sangene af. Det kom der ikke noget godt ud af.
Disse ”spille-frøkner” (og undskyld det noget nedladende udtryk, men sådan tror jeg bare at det var...) var fx ikke fortrolige med ”parallelle barré-akkorder” etc. etc.. Derfor troede de at de hørte noget andet, og i hvert fald noget helt andet end jeg f.eks. hørte.

En dør til klassisk musik

Jeg lyttede og lyttede. Det kunne da ikke passe at jeg ikke var glad og begejstret for det nye Beatles-album. Det skulle jo ifølge medierne være noget helt særligt. Og det specielle cover med alle de kendte på forsiden. Og teksterne, man kunne læse. Og og og....
Ved flere lytninger kom en række sange ind under huden på mig. ”Being for the benefit of Mr. Kite”, ”Lucy in the sky with diamonds” og i særdeleshed ”She's leaving home”.
Dette lille værk kunne jeg høre i forlængelse af ”Yesterday” og ”Eleanor Rigby”. Jeg blev fascineret af de klassiske instrumenter og deres særlige stemning.
Præcis som især Paul var blevet det.
Og disse Beatles-sange med strygere og lyden af klassiken blev ”min dør” indtil den klassiske musik, som jeg siden har elsket og dyrket og levet en stor del af mit liv med.
Indgangen til dét univers kan jeg takke The Beatles for.

A day in the life” åbnede sig også for mig. Rigtig meget. Faktisk så meget at jeg på et tidspunkt valgte at ”spare lidt” på lytninger af den. Jeg nuppede den af og til som en særlig luksus, når jeg skulle have en stor oplevelse.
Der er et sted i ”A day in the life” som er stærkt gåsehud-fremkaldende.
Lige efter Pauls midterafsnit – der hvor han slutter med at synge ”.. somebody spoke and I went into a dream” - kommer et stort anlagt afsnit hvor John så at sige ”tonsætter” denne drøm i et ordløst, men mageløst øjeblik.

I studiet

Dét at indspille et Beatles-album i 1963 og i 1967 er to vidt forskellige processer. Både teknisk og kunstnerisk.
I det tidlige Beatles foregik indspilningerne ret hurtigt. Ofte havde de spillet sangene live og de holdt sig, i hvert fald overvejende, til guitarer, bas og trommer. De indspillede på to spor. 
Da The Beatles indspillede ”Sgt. Pepper” var selve studie-situationen blevet en anden og mulighederne (med flere spor) var langt flere.
De var i et ”kreativt værksted”. De var ikke afhængige af guitar, bas, trommer – sangene skulle ikke spilles live.
De havde ikke travlt. De måtte gerne bruge masser af tid. Og de havde, i langt højere grad end de tidlige år, netop tid til fordybelse og eksperimenter. Og leg.
Frem for alt havde de lyst til at udfordre sig selv og deres publikum.
Og det gjorde de. Udfordrede!
Når man lytter til ”Cant buy me love” og ”Tell me why” overfor ”Within You Without You” og ”A day in the life”, så virker det som musik fra to verdener og perioder.
Når man kigger på udgivelses-tidspunkterne er der en afstand på små tre år...

It was 50 years ago today!